Historien om Dansebjerg

Dansebjerg blev bygget i 1934 og er siden renoveret med nænsom hånd, så den gamle storvilla har bevaret al sin rustikke charme. Længe før Dansebjerg-villaen blev bygget på det lille bjerg, dansede ungdommen på dette sted ved de såkaldte klinegilder. Fra omkring år 1500 til 1800 stod møllen Dantz-Bierg på grunden, indtil den blev flyttet til Koldhøj. I årene herefter henlå bakken som grusgrav.

1933 - 1957

Sommerbolig, sanatorium og spejderlejr

I 1933 byggede lægen Boas, der var overlæge på Frederiksberg Sygehus, Dansebjerg på toppen af højen som et slags sanatorium for trætte patienter fra København, der trængte til frisk luft. Men Dansebjerg skulle samtidig fungere som et sommerhus for ham selv og familien.

I 1955 købte FDF så Dansebjerg og indrettede stedet til sommerlejr. Det var det skønneste sted for spejderne pga. de flotte naturomgivelser. I 1957 blev ejendommen udvidet med en idrætsplads skænket af Carlsbergs Mindelegat, og denne plads blev endelig færdigbygget og indviet den 16. juni 1957.

I dag

Kreativt sted for
kultur og erhverv

Dansebjerg har i mange år været ejet af bl.a. sanger og sangskriver Poul Krebs og koreograf Ulla Krebs Bille. Deres vision har været at skabe et kreativt sted for kultur og erhverv. De gamle stuer i hovedhuset viste sig fra starten særdeles velegnede til musikindspilninger. Poul Krebs havde efter et besøg hos musikproduceren Daniel Lanois i New Orleans set muligheden for at indspille musik i mere stemningsfulde omgivelser end de traditionelle musikstudier. Her kunne musikere arbejde døgnet rundt og falde i søvn på førstesalen i et de 6 store værelser med en udsigt og en ugenerethed, der betød, at stedet hurtigt blev et populært mål for danske og udenlandske kunstnere, der ønskede at indspille i de hyggelige stuer.

Konceptet omfatter nu – udover musik – udlejning til private, familier og virksomheder, foreninger, tv- og radiostationer og alle andre, der kan samle en god flok mennesker, der vil nyde sammenhold og hygge på Dansebjerg.

Inspirerende rammer

Arbejds- og hyggeophold for stjerner og virksomheder

Husets vægge taler deres eget poetiske og musikalske sprog, og et utal af nationale og internationale kunstnere har gennem de seneste 15 år fået væggene til at runge af god musik, som er skabt netop på Dansebjerg. Her er god karma, musik i væggene og latteren har runget gennem stuerne.

Men Dansebjerg er naturligvis ikke kun for musikere. Slet ikke. I mange år har storvillaen også været et yndet, kreativt arbejdssted for virksomheder og institutioner, bl.a. kan nævnes, at det internationale brillefirma Ørgreen designede deres første brilleserie på Dansebjerg, og mange andre virksomheder har i tidens løb fundet Dansebjerg velegnet til workshops, seminarer, ryste-sammen-ophold etc.

Bands og solister fra hele Norden og enkelte US artister har indspillet på Dansebjerg. Bl.a. Nephew, Peter Sommer, Michael Falch, Sys Bjerre,  Kevin Welch (USA), Veto,  Duné, Peter Belli, The Minds of 99 og selvfølgelig Poul Krebs selv har komponeret og indspillet deres sange i Dansebjergs inspirerende rammer.

 

Dansebjerg

Dansetten fra Tivoli

Den store dansesal “Dansetten”, som hører til Dansebjerg, har engang stået i Tivoli i København.

Kim Larsen sang om netop Dansetten i nummeret “Nostalgi” fra 2017:

Men hun længes tilbage
Til dengang da stjernerne dryssede ned
Da de dansede i Dansetten
Og spejlkuglen den dansede med

Her kan du holde et brag af en fest for famllie og venner. Dansetten har ligeledes dannet rammen om et utal af workshops og preproduktioner for diverse dansekompagnier og turnerende bands. Udover musik og danseproduktioner er Dansebjerg desuden blevet benyttet af en lang række danske virksomheder samt bl.a. DR, TV 2 / Danmark og Copenhagen Music.

I sommeren 2016 optog Mastiff TV-produktion “Toppen af poppen” for TV 2 / Danmark, hvilket virkelig fik Dansebjergs gode rygte ud til et bredt publikum og en endnu større brugerkreds, der via TV havde fået øje på stedets charme.

Du står med andre ord midt i historien, når du sætter dine fødder på Dansebjerg. Og det kan næsten mærkes!

Dansebjerg